Mogens Lykketoft en fjende af demokratiet

I fredags blev Lykketoft spurgt til sin holdning til det overraskende Brexit-resultat i Storbritannien. Han sagde til TV2 News:

“David Cameron har helt uansvarligt – både i forhold til sit eget land og det europæiske projekt – bragt den europæiske enhed i stykker. Måske også enheden i Det Forenede Kongerige (Storbritannien, red.) og i sit eget parti. Det her er en historisk, tragisk situation. Der er ikke rigtig noget godt at sige om det,« udtalte Mogens Lykketoft til tv-stationen.”

Det er skuffende, at en så erfaren politiker som Mogens Lykketoft udtaler sig så negativt om den demokratiske process og ikke respekterer afstemningens resultat, uanset hvor utilfreds han er med udfaldet. 

Det er et udtryk for stor arrogance og grobund for endnu større politikerlede i Danmark, at udtale sig så absurd om folkeafstemninger. Det skaber en endnu større kløft imellem de folkevalgte og de mennesker, der er valgt til at repræsentere i Folketinget. 

Lykketoft fortsætter fadæsen, da han udtaler, at Storebæltsbroen heller aldrig var blevet til noget, hvis den var lagt ud til folkeafstemning. Det er en påstand, som det selvfølge er svær at efterprøve, men at Lykketoft mener, at beslutninger af den størrelsesorden ikke bør deles med folket og lægges ud til folkeafstemning viser en skræmmende holdning til demokratiet. 

Personlig er jeg som bekendt rigtig stor tilhænger af direkte demokrati, som vi har i Schweiz. Indrømmet, der er rigtig mange spørgsmål til afstemning – også for mange – men modellen inkluderer og aktiverer lokalbefolkningen i den demokratiske process og politikerleden forsvinder. I et sådant system bliver det omvendt politikernes rolle at påvirke befolkningen til at stemme i overenstemmelse med politikernes synspunkter igennem saglig dokumentation. I den proces har borgeren og det enkelte individ indflydelse og medansvar for demokratiet. 

En situation helt anderledes end den danske model, hvor befolkningens politikerlede vokser som følge af populisme, løftebrud, partiskifte og usaglige argumentationer blandt levebrødspolitikere for hvem målet er at opnå personlig magt, indflydelse og uanstændige pensionsopsparinger, fremfor at bidrage til at udvikle Danmark i den rigtige retning. Gang på gang ser man politkere helt uden erhvervserfaring blive tildelt vigtige ministerposter og dermed få stor indflydelse på lovgivningen indenfor for fagområder, hvor de ingen særlige kompetencer har. Eller man oplever politikere bruge en kort politisk karriere til at sikre sig en livslang pension og som et trinbræt til en karriere i erhvervslivet, hvor de kan gøre brug af deres netværk på Christiansborg. 
Altsammen eksempler på politkere, der ikke vil Danmark det bedste og som mener, at de – trods manglende uddannelse eller erhvervserfaring – kan varetage danskernes interesser langt bedre, end de selv kunne i et direkte demokrati.